Beschreibung
Krogsbæk ødekirke ved Skørring
Der hviler en særegen stilhed og fin stemning over det gamle kirkested langs Krogsbækken. Krogsbæk sogn havde frem til 1901 sin sognekirke, hvor den blev nedrevet og i 1902 erstattet af den nuværende kirke i Karlby.
Den hvidkalkede munkestensportal i sydøsthjørnet af det omsluttende, stenopbyggede kirkegårdsdige og klokkestablen på gravhøjen er nu alene om at markere stedet. Ved den ligeledes nedrevne Essenbæk Kirke ved Assentoft 12 km nordvest for Krogsbæk, findes en helt tilsvarende indgangsportal.
Krogsbæk Kirke er tydeligt markeret på Videnskabernes Selskabs kort fra 1791, og helt frem til dette århundrede blev Krogsbækken, som sammen med Rosenholm å forsynede Skørring Mølle med vand, også kaldet for Kirkebækken.
På gamle billeder ses hvordan kirken og området så ud før nedrivningen. Helt frem til 1968 stod kirkens våbenhus stadig ensom tilbage på området, og i stendiget vest for indgangsportalen fandtes kirkeladen frem til 1930.
Krogsbæk Kirke var en beskeden kvaderstensopbygget romansk sognekirke med tegltag, formodentlig grundlagt engang i 1100-tallet. Koret var opbygget i tilhuggede kvadersten og kirkens rundbuede apsis mod øst var bygget i utildannede, kalkede marksten.
Kirkens våbenhus, som stod længe efter kirkens nedrivning, blev tilføjet senere, og nogle af fundamentstenene herfra ses stadig på stedet. Spredt i græsset ses også adskillige tilhuggede granitsten fra kirkens sokkel, som markerer kirkens omrids.
I dag er der stille ved kirketomten ved Krogsbæk, og stemningsfulde træer dækker nu den gamle kirkegård. Tidligere lå kirken let synligt i et åbent landskab med vejforbindelse til alle områdets landsbyer.
Den træbyggede klokkestabel rejst på en gammel og ikke undersøgt gravhøj langs indersiden af det sydlige kirkegårdsdige markerede dengang - såvel som i dag - stedet.
Sammenhængen mellem gamle kirkesteder og gravhøje kendes fra hen ved 100 danske kirker, og repræsenterer sikkert mange steder en ubrudt benyttelse af stedet som helligt sted i både hedensk og kristen tid. Vi ved ikke hvornår gravhøjen blev opført, og hvad den rummer.
Den kan udmærket være fra bronzealderen for mere end 3.000 år siden, men muligheden for at den stammer fra vikingetiden er absolut også til stede. I løbet af vikingetiden (750 - 1050 e.Kr.) introduceres den kristne tro i Danmark, og de første kirker opføres (se Rimsø runestenen). Den nære sammenhæng med den ”indlemmede” gravhøj på den indviede jord ved Krogsbæk Kirke gør det i al fald nærliggende at tolke højen eller stedets funktion, som værende kendt ved kirkens opførelse - at der var et bevidst ønske om at have højen indenfor kirkegårdens beskyttende mure.
Bronzeklokken med inskriptionen ”Jørgen Stalknecht” som hænger i klokkestabelen af egetræ er ikke den oprindelige. Den dårligere klokke i Karlby kirke blev i 1923 ombyttet med klokken fra Krogsbæk, som var skænket af Holger Rosenkrantz af Rosenholm, hvorunder Krogsbæk kirke hørte indtil 1911. Klokken er altså også genbrugt i den nye kirke. Karlby kirkes oprindelige klokke, som overgik til Krogsbæk ødekirke, blev siden hen ombyttet med den revnede klokke fra Mygind kirke, og det er altså den som hænger i klokkestablen i dag.
En gang om året - den sidste torsdag i Juli - kalder klokken til friluftsgudstjeneste på stedet, og der opsættes da et simpelt kors på tomten af den gamle kirke. Til dagligt samles menigheden i Karlby Kirke, som blev indviet d. 6/7 1902. Sokkelstenene, døbefonten, prædikestolen og alterskranken fra den nedbrudte kirke ved Krogsbæk blev genanvendt heri og lever således også videre.
Zugang
- Ca. 5 km nord for Mørke eller fra ”Syvveje” på hovedvej 21: Rønde-Assentoft drejes imod Skørring.
- I Skørring fortsættes mod Søby ad Kløvevej.
- Kirketomten ligger ca. 1 km sydvest for Skørring langs Krogsbæk og i krydset mellem Kløvevej, Krogsbækvej og Kragkærvej.
- Parker langs det østlige kirkegårdsdige i kanten af Kløvevej.
Faciliteter
- Informationsskilt på sydøsthjørnet af kirkegårdsarealet.
- Afstand til fortidsminde: 50 m.
Særlige forhold
- Af hensyn til oversigtsforholdene henvises parkering til kun at foregå langs det østlige kirkegårdsdige ved Kløvevej.
Wegbeschreibung
Verwandte Literatur
Guide til Danske fortidsminder
Carsten Henrik Bang
Kirkerne på Djursland
Inger Hørup
Danmarkshistorien bind 9-11, Middelalderen
-
Ødekirker på Randersegnen
Mikael Manøe Bjerregaard
Før landskabets erindring slukkes
Karlby Kirke - Jubilæumsskrift
Søren Greve
Om kirkerne i Mygind, Krogsbæk og Skørring Sogne
Peter Knudsen
Luftbild
Denken Sie beim Besuch daran
- Hunde an der Leine führen — Kontakt mit Weidetieren vermeiden
- Abnutzungsschäden vermeiden und immer der Beschilderung folgen
- Niemals an oder in der Nähe von Denkmälern graben
- Brandgefahr beachten — kein offenes Feuer verwenden
- Bei Schäden oder Problemen die Aufsichtsbehörde kontaktieren
Verwaltung
- Eigentumsverhältnisse
- Staatliches Eigentum
- Erstellt
- 2021
- Zuletzt bearbeitet
- 02-2021
- Kontrolle und Beschädigungen
- Die dänische Kulturerbe-Behörde
- Pflege, Beschilderung und 100-m-Zone
- Kommune Syddjurs
- Schutznr.
- 2115-24
- Standortnr.
- 141009-25
Denkmal per GPS finden
- GPS:
-
Längengrad: 10.260730Breitengrad: 56.361346
- UTM-System:
- E 577927 N 6247058
In der Nähe
Vidste du...
Danmarks ca. 2.500 bevarede stendysser og jættestuer er op til 5.500 år gamle, altså ældre end pyramiderne i Giza.
Dysser & Jættestuer