Knudsby stordysse

 Stordyssen ved Knudsby er et stærkt omformet gravanlæg fra bondesten- alderen omkring 3.400 f.kr. Sammen med langdyssen ca. 4 km. længere ude af vejen på Knudshoved Odde illustrerer dyssetomten tydeligt, den skæbne som desværre er overgået de fleste - også nu fredede - storstensgrave.

Da Nationalmuseet første gang beskrev stedet i 1876 registreredes dyssen som en lille ca. 3,5 m. bred langdysse, hvori der tidligere havde været indgravet en smedje, hvorfor anlægget var stærk beskadiget og til dels sløjfet.

Det kan med rette formodes at storstensgraven allerede i gammel tid, før Nationalmuseets første registrering, er blevet "udgravet" i forbindelse med enten skattegravning efter gravenes gravgaver eller for at genbruge de store sten til byggeri eller anlægsarbejde.

Den ældste gravning, som vi kender, er dog først fra 1877, hvor Musikus J. Olsen fra Bakkebølle lige øst for Vordingborg gravede i højen. Herunder fandtes skår fra to lerkar, 3 flækkeknive i flint og 7 flintflækker samt en trekantet benplade og 4 ravperler, som siden hen blev opkøbt af National- museet (se Ebbesen 2008). Herefter lå graven urørt indtil 1937 hvor der, i forbindelse med en forlægning af vejen, blev fundet et lerlåg. Dette bevirkede at Nationalmuseet endnu engang rykkede ud og denne gang gennemførte en udgravning over to dage. Gravanlægget, som ses i dag, er et resultat af denne udgravning.

I den nu stærkt afgravede høj, som oprindeligt har været meget større end den ca. ½ m. høje højbund som ses i dag, kan man se grundplanet af to gravkamre: Mod øst et pæreformet gravkammer med sydvendt åbning og fra en formodentlig tilsvarende grav mod vest ses nu kun 3 bæresten fra gravkammerets østside. i 1937 kendtes kun stenene fra det vestlige kammer og østkammeret blev først opdaget ved udgravningen af højen, som dengang var omkring 1 m. høj og ca. 5 m. i diameter. Dækstenen over østkammeret er, ligesom randstenene omkring den oprindelige og formodentlig ca. 20 x 5 m. store, øst-vest orienterede høj, som oprindeligt indesluttede begge gravkamre, blevet fjernet i gammel tid.

Herved var også bundlaget i østkammeret blevet forstyrret og kun i den indre del ag gangen fandtes et lille urørt felt. I den omrodede fyld lå brændt flint, en tyknakket, sleben flintøkse, ornamenterede skår fra lerkar samt en del skeletrester. Sammenlagt repræsenterer skår fra lerkar fundet under 1937-udgravningen i alt 25 lerkar, hvor af 11 stammer fra det fragmentarisk bevarede vestkammer og 2 fra østkammeret. 12 kar kan ikke nærmere stedfæstes.

De to såkaldte "stordysser" som har ligget i højen, er en overgangsform mellem tragtbægerkulturens almindelige langdysser med gravkamre med eller uden gang og periodens fuldt udviklede gravform: den store jættestue (se for eksempel Knudsskov-jættestuen) Det ses for eksempel af gravkamrenes større størrelse i forhold til de tidlige små rektangulære gravkamre, samt den tydeligt gang til graven som gav adgang til at benytte graven gentagne gange.