Rostved Gravplads

Forud for anlæggelsen af den nye vej mellem Kolind og Rønde fandt Ebeltoft Museum en 2.000 år gammel gravplads fra begyndelse af romersk jernalder. Gravhøjene på toppen af bakken sydvest for Rostved blev udgravet i 1991, og i dag er de 2 af de særprægede og kunstfærdigt opbyggede stenrøser genopført på bakken ca. 40 m vest for bakketoppen, hvor vejen blev gennemgravet.

Da gravpladsen var i brug, så det omliggende landskab ganske anderledes ud. Væsentligst var det langt mere skovpræget og vandfyldt. Kolindsund og utallige småfjorde og vige dækkede de mange lave områder op til sundet, som f.eks. ved Korup sø lige øst for gravpladsen, og langs sundet og fjordene lå store frugtbare græsningsenge, som var utroligt vigtige for jernalderens kvægbrug.

Udgravningerne afdækkede en gravplads fra omkring 100 e.Kr. og den tilhørende boplads - som dog kun er sporadisk undersøgt - er lokaliseret i skoven sydvest for gravpladsen.

Efter udgravningerne blev to af i alt tre udgravede høje rekonstrueret på stedet med de oprindelige sten, og for den besøgende er der etableret uddybende informationsskiltning.

Gravhøjene er lave stenopbyggede høje som hver har været brugt til gentagne begravelser.

Nordligst ses grundplanen af den ene høj med tre tætstillede stenkredse omkring højens centralgrav næsten midt i højen, og mod syd ses den ”færdige” høj med det massive stendække, som de op til 6 efterfølgende begravelser efterhånden udbyggede højene med.

Centralgraven midt i den nordlige høj er den første og rigest udstyrede begravelse, hvor den inderste stenkreds markerer højens oprindelige udstrækning. Denne grav var - modsat de senere brandgrave - en almindelig begravelse, - en såkaldt jordfæstegrav.

Den gravlagte var en fornem bondekone, som blev sted til hvile i en 2,5 x 2,5 m stor plankekiste, og gravgaverne var omfattende og rige: En guldfingerring, et bælte med sølv- og bronzebeslag, en halskæde med glasperler, en stor ravperle og hårnåle i bronze samt en lille jernkniv.

I gravene fra romersk jernalder findes også mange gange store opdækninger med lerkar, som sikkert rummede mad og drikke til rejsen hinsides. Ved kvindens hoved stod således to krukker og et par bægre, ved fodenden et stort fad med en kop og spredt i graven fandtes vaser, skåle og kopper i forskellig størrelse. Efter gravlæggelsen blev graven dækket med sten, og der rejstes en lille høj på stedet afgrænset af den inderste stencirkel.

I østsiden af højen markerer det buede mellemrum, som forbinder højens første stenkæde med den anden, endnu en grav. Her fandtes de brændte knogler fra en kriger.

Med brandgravene antog gravgaverne mere symbolsk karakter, men alligevel var manden blevet medgivet både spyd, sværd og lerkar på ligbålet, og i graven fandtes også et bæltespænde fra hans beklædning. Knogleresterne og de brændte gravgaver lå pakket i et lerkar, og forseglet med en stor sten midt i aflukket som stenkredsen omslutter. De to yderste stenkredse tilhører denne begravelse, og herefter blev der kun anlagt ret simple brandgrave i højen. Den flade sten ud for vestsiden af kvindegraven markerer en af disse.

Den sydlige høj med fuldt udbygget stendække havde en tilsvarende opbygning. Den var rejst over en jordfæstegrav og siden hen tilføjet brandgrave.

Den rige kvindegrav og krigergraven antyder velstående mennesker med høj social status, og det var omkring disse centrale og højtliggende grave at jernalderlandsbyens mere almindelige indbyggere blev begravet. I alt 15 grave blev undersøgt, men ingen rummede lignende smykker eller våben.