Poskær Stenhus

Poskær Stenhus - Danmarks største runddysse

I det stærkt kuperede landskab på Mols ligger stendyssen Poskær Stenhus.

Den er blandt de smukkeste og mest kendte stendysser vi har i Danmark. Dyssen blev opført i bondestenalderens såkaldte Tragtbægerkultur omkring 3.300 f. Kr., og har sikkert fungeret som en fælles grav- og kultplads for områdets bopladser.

Poskær Stenhus er Danmarks største runddysse. Det som særligt imponerer er størrelsen på dyssens sten. Det store sekskantede gravkammer består af 5 store bæresten, hvorpå der ligger en ca. 11,5 tons tung dæksten.

Gravkammeret har en østvendt åbning, og af gangen hertil er der bevaret 2 oprejste gangsten udenfor gravkammerets østside. Gravkammeret ligger forskudt mod øst i en omsluttende stencirkel på ca. 13 m i diameter, som indeholder 23 af oprindeligt 24 mere end mandsstore oprejste kampesten.

Dækstenen på Poskær Stenhus er særlig bemærkelsesværdig. Undersiden imod kammeret er ligesom flere af bærestenene ganske flad.

Undersøgelser har vist, at dækstenen er en såkaldt ””tvillingesten””. Dækstenen er halvdelen af en enorm rødlig granit-kampesten som blev ”fragtet” til Danmark af isen under sidste istid for ca. 15.000 år siden. Stenens anden og ca. 19 tons tunge halvdel er anvendt som dæksten i Grovlegård-dyssen ca. 2 km nordøst for Poskær Stenhus.

Vi ved ikke om kampestenen er kløvet ad naturlig vej via isens tryk eller frostsprængning, eller om stenen blev kløvet af mennesker. Teknologisk er der intet som forhindrer, at stenalderfolket kan have foretaget kløvningen af stenens i dens naturlige brudlinier ved brug af ild, vand og trækiler.

Poskær Stenhus har aldrig været systematisk undersøgt gennem arkæologiske udgravninger, og med undtagelse af en enkelt sleben stenøkse kendes ingen fund eller begravelser fra dyssen. Det er usikkert, hvor meget af dyssen der oprindeligt har kunne ses. Bygge- og begravelsesskikken i dysserne og de senere jættestuer ændrer sig gennem Tragtbægerkulturen, og vi må formode at gravkammeret i Poskær stenhus oprindeligt har været i al fald delvist skjult og beskyttet af en jord- og stenopbygget høj indenfor den store randstenskæde.

I gulvet af kammergangen ses en tværstillet tærskelsten, som sikkert markerer placeringen for en dør mellem gangen og kammeret. I den første beskrivelse af dyssen i 1763 omtales også en mindre randstenskæde mellem den nuværende og gravkammeret, som nu er forsvundet.

I det med undtagelsen af Bornholm ellers bjergløse Danmark har store sten altid været et eftertragtet byggemateriale. De fleste af oldtidens stendysser og jættestuer er derfor nu enten helt forsvundet eller kraftigt beskadiget af stenhugst. Poskær Stenhus er ingen undtagelse: Den manglende randsten sydøst for kammeret og den krudtsprængte sten indenfor randstenskæden vest for gravkammeret vidner om 1800-tallets stenhugst. At dyssen er bevaret i dag skyldes sikkert kun den tidlige fredning i 1860. Nationalmuseet har siden hen restaureret dyssen to gange - i 1900 og 1943 - hvorunder flere væltede randsten er blevet genrejst.

Et sagn fortæller, at der engang boede en troldefamilie i dyssen, hvor troldkonen gratis tilbød at spinde garn for konen på den nærliggende gård, hvis hun kunne gætte hendes navn. En aften hørte bonden troldkonen synge for hendes barn, hvor hun brugte navnet ”Hottetejlil”, men da bondekonen den følgende dag hilste troldkonen med navnet ophørte samarbejdet.

De store sten ved Poskær Stenhus har gennem tiden også givet næring til tanker om en overordnet astrologisk plan og funktion for anlægget. En typisk betragtning på sådanne store stenanlæg er, at de er anlagt i forhold til himmellegemernes vandring og stilling - særligt solens - som ved f.eks. sommer- og vintersolhverv står i stillinger i forhold til anlægget. Fra lignende anlæg i England, Skotland og Irland stråler solen f.eks. ved vintersolhverv lige ind i kammeret ved solopgang.

Se 3D-modeller af dyssen her:
Poskær Stenhus
Kammeret i Poskær Stenhus
Dækstenen ved Grovelgård dyssen
Se 3-D foto af den samlede dæksten på Poskær Stenhus og Grovlegård-dyssen.