Tersløsegård Brønd

Den stensatte brønd ved Tersløsegaard
Langt størstedelen af de omkring 30.000 fredede fortidsminder som vi har i Danmark, udgøres af gravanlæg fra oldtiden, hvor især tusindvis af gravhøje og stendysser stadig ligger synlige i landskabet. Men fredede fortidsminder kan også være andet – for eksempel den fine, dybe og stensatte middelalderbrønd, som du kan opleve ved Tersløsegaard i Tersløse lige syd for Dianalund på Sjælland.

Holbergs bopæl 1745- 1754
Tersløsegaard er mest kendt som forfatteren Ludvig Holbergs bopæl i de sidste 9 år af hans liv. Han erhvervede gården i 1745, hvor han var en af Danmark-Norges mest kendte forfattere og lærde. Med købet fik han et roligt adeligt tilflugtssted på landet, hvor han kunne tilbringe sine sidste år – væk fra Københavns travle akademiske liv.
Holberg opholdt sig især på Tersløsegaard om sommeren, men bevarede forbindelsen til byen og universitetet. Med købet af Tersløsegaard blev Holberg godsejer. Relativt store jordbesiddelser og tilhørende fæstegårde hørte under Tersløsegaard. Holberg forblev ugift og ved hans død i 1754 havde han også oprettet et gratis enkesæde i en del af beboelsen. Ved sin død testamenterede han Tersløsegaard og størstedelen af sin formue til Sorø Akademi – en betragtelig gave, som fik stor betydning for uddannelse og lærdom i Danmark. Hovedbygningen blev gennemgribende restaureret i 1915 af arkitekt Martin Nyrup og efterfølgende bygningsfredet i 1918..

Tersløsegaard – landsbyens største gård
Tersløsegaard og kirken lige overfor har gennem al tid været de mest markante bygningsværker i Tersløse og hvorom de øvrige gårde før udskiftningen efterhånden dannede landsbyen. Rester af fundamenter i kælderen af Tersløsegaard viser også stedets store tidsdybde, med rod i middelalderen omkring år 1300. Den nutidige bebyggelse blev opført 1737-40 og havde tidligere også markante udbygninger mod vest. Fra 2026 har Realdania By & Byg overtaget ejendommen, som nu ikke længere har omliggende jordbesiddelser. I de kommende år vil stedet gennemgå større restaureringsarbejder og Holberg-museet på Tersløsegaard er derfor lukket frem til 2028 Læs mere hos Realdania By & Byg.

Brønden ved Tersløsegaard
På det frie areal vest for hovedbygningen ligger den stensatte og omkring 17 meter dybde brønd med en indtil 2,5 meter bred og cylindrisk form, som tilspidser let nedefter. Stensætningen er opbygget af naturlige, ikke tildannede sten, som sikkert stammer fra de omliggende marker og det kan formodes, at brønden omkring dens øvre åbning, har været omsluttet af et tilsvarende stendige. Brøndens dybde imponerer, men er nok udtryk for en nødvendighed, for at kunne nå ned til stabile vandførende lag i undergrunden og forebygge eventuelle udtørring i tørre sommerperioder. For oven mangler også det oprindelige, sikkert træopbyggede, hejseværk, som var helt nødvendigt for at bringe vandet op fra brønden. For at sikre brønden mod forureninger fra fugle og andre uønskede gentande, må det også formodes, at der har været en form for træbygget dæksel over åbningen.

Vi ved ikke hvornår brønden blev etableret og i hvilken form, men dens centrale placering – både i forhold til Tersløsegaard og den øvrige bebyggelse i Tersløse – tilsiger, at den har eksisteret gennem århundreder og måske i vekslende form og udførelse. Brønden, som har været et stort byggeprojekt og som til stadighed skulle vedligeholdes, kan sagtens formodes at have haft betydning som en fælles brønd i middelalderens landsbyfællesskab.
Den selvbærende stensatte brønd har ikke været undersøgt arkæologisk, men fra tilsvarende anlæg ved vi, at bunden af brønden ofte rummer adskillige enten tabte eller ofrede genstande, som også kan medvirke til brøndens datering.
Sådanne stenbyggede brønde er helt typiske for både middelalderen og nyere tid, hvor brønden med en livsvigtigtig funktion var helt afgørende for både dyr og menneskers liv og ophold. Brønden blev fredet som fortidsminde i 1971 og kan udmærket have rødder i stedets tidligste bebyggelse fra 1300-tallet.

Det hellige vand
Brønde var ikke blot praktiske anlæg. I flere forhistoriske brønde er der fundet bevidste nedlæggelser af keramik, redskaber og dyreknogler – altså tydelige spor af ritualer.  Ud over vandets praktiske funktioner har vandet også siden forhistorisk tid haft en særlig religiøs og symbolsk betydning. Vandet fra brønde og fra naturlige kilder blev opfattet som en forbindelse mellem menneskenes og gudernes verden, og det var stedet, hvor man kunne søge helbredelse, frugtbarhed og beskyttelse. I den hedenske nordiske religion knyttes vand og dybde især til guderne Odin og Frey, hvorfor steder med vand blev benyttet i den lokale kult. Her kan man tænke på brønden som en slags portal – et sted hvor man kunne “nå” guderne.
Dette giver sig også særligt til udtryk i middelalderens helligkilder, som særligt ved Skt. Hans nat (23. juni) i den ældre folketro, blev anset for særlig kraftfulde. Tusindvis opsøgte de hellige kilder og brønde for helbredelse og lykke. Det kraftfulde vand kunne give specifik helbredelse på alverdens sygdomme og skavanker og den katolske kirke forstod hurtigt at udnytte dette økonomisk ved bl.a. samtidigt at afholde kildemarkeder. Den folkelige tradition med vandets helbredende og magiske kræfter fortsatte mange steder helt op i 1800-tallet – og nogle lever stadig videre i dag f.eks. i form af ønskebrønde.

Læs mere om Tersløsegaard på Danske Herregårde.