Spentrup Kirke Runesten

INDLEDNING TIL DE DANSKE RUNESTEN:

Runesten – Telegrammer fra fortiden
Runesten – de ældste magiske, rørende og betagende meddelelser vi har i skriftlig form, taler til os i telegramform fra en fjern fortid med fortællinger indhugget i sten. De står endnu spredt i det danske landskab og rigtigt afkodet giver de indblik i livet for mere end tusind år siden med store bedrifter, forfald, svig og død og med både helte og skurke. Runestenene, med deres evigt varende sætninger, er fra en tid hvor nutidens samfundssystem blev grundlagt og løfter lidt af sløret for, hvor vi kommer fra og fungerer som et spejl for nutiden.

Fra det gamle danske land – altså nutidens Danmark. Skåne og Slesvig – kender vi til omkring 260 runesten. De udgør dog blot en lille del af det oprindelige og ukendte antal. De første runesten blev rejst i begyndelsen af vikingetiden omkring år 700, men langt de fleste stammer fra vikingetidens slutning ca. år 975-1025 efter kristendommens indførelse.

De fleste runesten er ligesom stenalderens stendysser nu forsvundet. I det, med undtagelse af Bornholm, bjergfattige danske landskab, har store sten altid været et eftertragtet byggemateriale. Mange runesten forsvandt derfor og blev for eksempel blev genanvendt ved opførelsen af landets mere end 1.500 stenbyggede kirker fra 1100-tallet og indtil reformationen 1536, eller slået til skærver i forbindelse med for eksempel vej- og broanlæg og senere jernbaner.

Kun enkelte af de danske runesten står i dag på deres oprindelige plads i det åbne land. Runestenene blev rejst ved samfundets samlingssteder f.eks. gravhøje, broer, veje og overgangssteder i landskabet, hvor de med sikkerhed blev set og måske også opsøgt for at mindes den afdøde, der som regel, sammen med runestensfabrikanten, nævnes med navn i runeteksten.

I dag står runestenenes tekster blot indhugget i stenens overflade og sammen med senere forvitring og anden påvirkning af stenens overflade, kan runerne ofte være svære at se og afkode. I vikingetiden stod runerne nok tydeligt frem. Flere runesten har vist spor fra en nu for længst forsvunden opmaling med for eksempel klare okkergule og røde jordfarver, som gav liv til både tekst og inskriptioner.

Bevaring og fredning.
Runestene blev først beskyttet gennem fredning med Naturfredningsloven i 1937 og kun et fåtal står stadig nær eller på deres oprindelige placering. Fra midten af 1800-tallet fik runestenene interesse som nationale monumenter og suppleret med nationalromantiske forestillinger, blev de fleste tilbageværende runesten flyttet til beskyttet område ved landets kirker og herregårde og museer. Flere runesten fra landskabet formodes også at været flyttet til kirker allerede i vikingetiden – måske i et forsøg på af kristne de gamle hedenske sten og grave, hvor de ofte stod.

Østjysk centrum for runesten.
Østjylland er et område med flest kendte runesten i Danmark. Fra området mellem Århus-Viborg-Hobro og Randers og ud på Djursland kendes omkring 50 runesten, hvoraf 9 nu er forsvundet af mange forskellige årsager – for eksempel Københavns brand i 1728. Nuværende Randers Kommune er med det Kronjyske område yderst godt repræsenteret med kendskab til hele 23 runesten, hvoraf 4 er forsvundet. Med fund af 6 runesten står Langå sogn særligt frem, som det mest runestensrige sogn i Danmark, men kun 2 heraf er bevaret: en ved Langå kirke og en udstillet på Museum Østjylland i Randers. 12 yderligere runesten kan stadig opleves ved og i 8 forskellige kirker i Randers Kommune og disse er omtalt her på fortidsmindeguiden.

Nordens ældste skriftsprog.
At riste (skrive) eller læse runer var sikkert kun behersket af ganske få i jernalder og vikingetid. Forud lå årtusinders dybe traditioner for mundtlig overlevering og fortælling og med dette første nordiske skriftsprog grundlagdes den virkelighed, vi i dag omgiver os med i al selvfølgelighed både trykt og digitalt.

Runer er nordens ældste skriftsprog og fungerede som et nordisk sidestykke til det latinske alfabet fra omkring år 200 e.Kr. Først sent i middelalderen i 1400-tallet vandt det latinske alfabet indpas i Norden. Runer blev ikke bare indhugget (”ristet”) på runesten. Fra arkæologiske udgravninger, hvor organisk materiale er bevaret, kendes talrige såkaldte ”runepinde” og ”runestave ”med forskellige indskrifter om varer, aftaler eller regler – og selv kærlighedsbreve blev forfattet med runer.

Vikingetidens runealfabet, det såkaldte ”Futhark” med i alt 16 tegn, har sit navn efter alfabetets første 6 tegn. Det afløste i vikingetiden jernalderens ældre 24 tegns runealfabet. I løbet af middelalderen udviklede runealfabetet sig igen til at omfatte 32 tegn. I vikingetidens runealfabet benyttes flere runer om mere end én betydning/bogstav og udvidede derved mulighederne i det snævre 16 tegns alfabet.

Den tilbageværende runetekst på stenen siger på old- og nudansk blot:

"... þessi rūn[aR] ... [læn]gi lifa."

”Disse runer ….. Længe leve”

Det som gør ”Spentrup 1-stenen speciel er først og fremmest et skibsbillede af et fartøj med sejl og mast samt højt løftet stævnparti, som tydeligt henviser til vikingetidens store langskibe. Dette motiv går igen på flere danske runesten, men desværre har tilhugningen af stenen til brug for kirkebyggeriet næsten halveret det flotte skibsbillede.
I forbindelse med nutidens opstilling i våbenhuset, skal du være opmærksom på, at runestenen nu vender forkert – først når du drejer stenens billede 90 grader til højre for dig, står skibsbilledet korrekt vandret og som stenen sikkert stod på dens oprindelige, ukendte plads.

Teksten læses fra skibets stævn og skråt op (til venstre) mod kanten og videre i runebåndet ovenfor langs stenens kant og runestenen dateres til sen vikingetid år 970 – 1020 – altså efter kristendommens indførelse i Danmark. Teksten hylder altså runestenen med dens øvrige tekst og personer, som nu mangler. Den bevarede tekst kan også ses som en opfordring til at bevare runestenen, som desværre ikke blev fulgt.

Endnu en runesten fra Spentrup-området kendes, nemlig Spentrup 2-stenen.
Denne sten blev omtalt allerede i 1767, men beliggenheden var ukendt. Først i 1913 blev den genfundet liggende i en bred bæk for enden af en stenbro ved Jennum By lige vest for Spentrup.
Desværre var man dog i første omgang ikke opmærksom på stenens karakter som runesten, hvorfor den grå granitsten blev sprængt i syv stykker til brug som byggemateriale, før man opdagede runerne. Herefter blev stenen
samlet og rejst i den daværende museumshave ved Randers Museum. I dag indgår runestenen i udstillingen på Museum Østjylland i Randers. Bedømt ud fra runeteksten mangler der dog stadig en del af stenens top.

Teksten på den nu gensamlede runesten lyder på henholdsvis olddansk og nudansk:

"Āskatla rēsþi ... ...-[gī]sl, (?)Spīka/Spika sun, stēn þannsi."

”Askatle rejste denne sten ……., Speges/Spækkes (?) søn”

I venstre side, lidt over midten på stenen ses også en indhugget torshammer eller måske er det et tilløb til et kors. Runeindskriften som indrammes af top- og bundlinjer dateres som Spentrup 1-stenen til efter kristendommens indførelse mellem år 970 – 1020. På baggrund af runestenens fundhistorie, kan det formodes, at runestenen måske oprindeligt har stået ved et vade- eller brosted over bækken ved Jennum, som det kendes fra en del andre runesten – se Fjenneslev og Sjelbro-stenene.

På Nationalmuseets hjemmeside kan du finde meget mere om de spændende runesten og runeskriften: KLIK HER.

Se mere om kirkens kalkmalerier HER

Herunder kan du møde Lisbeth Imer fra Nationalmuseet, som fortæller om de danske runesten.